Maden er for mange den største bekymring i Disneyland Paris – og med god grund. Det kan både være rigtigt dyrt, der kan være lange køer og det kan blive en helt igennem dårlig oplevelse at blive mæt.
Jeg vil i dette afsnit af min store guide til Disneyland Paris give et overblik over hvilke muligheder der er for at spise i Disneyland Paris, hvad det koster og hvilke restauranter der kan anbefales.
Du kan også læse om de enkelte restauranter på den officielle Disneyland Paris hjemmeside.
Restauranter i Disneyland Paris
Der er muligheder nok at vælge imellem, når sulten nærmer sig. Disneyland Paris kan prale af hele 64 forskellige restauranter, hvor 26 ligger i selve parken, 5 ligger i Walt Disney Studios, 13 ligger i Disney Village, mens resten ligger ved hotellerne.
Restauranterne der ligger i selve parken er for de fleste hvad Disneyland kalder “snup en hurtig bid mad”, mens der er tre buffet restauranter og fire restauranter med betjening.
Spis med figurerne
Der er to ”premium” restauranter, Cafe Mickey og Auberge de Cendrillon, hvor du kan spise med Disney figurerne. På Cafe Mickey kan du møde alle dine ynglingsfigurer fra Disney (se det store billede øverste), mens du på Auberge de Cendrillon bliver du mødt af Askepots musevenner og indenfor er der både prinser og prinsesser.
Det kan være en stor oplevelse for børnene at møde de kendte Disney figurer, men du kommer også til at betale for det. På Cafe Mickey koster det ca. 300kr for en tre-retters menu inkl. en sodavand for voksne og 150kr for b’rn (3-11), mens prisen er 490kr for en tre retters menu på Auberge de Cendrillon for voksne og 270kr for børn.
På Cafe Mickey kan du også bestille fx en pizza eller en burger, men prisen for en pizza er ca. 150kr, mens burgeren koster 200kr. Det lyder voldsomt, men det du skal huske på er, at man betaler for oplevelsen. En lidt billigere mulighed er at spise morgenmad på Cafe Mickey, hvilket koster ca. 150kr for voksne og 125kr for børn.
Halvpension, helpension eller noget helt tredje i Disneyland?
Maden kan være en dyr post for mange, især hvis alle måltider indtages på restauranter. For at kende udgifterne og gøre det hele lettere kan man bestille enten halv- eller helpension. Dette skal dog gøres i forbindelse med bookingen af hotellet.
Der er tre kategorier at vælge imellem:
Standard pakken: Giver adgang til buffeter på hele feriesteder, bl.a. Hotel Cheyenne, Hotel Santa Fe og Davy Crockett Ranch. Prisen er 225kr pr. voksen og 110kr pr. barn (3-11) for et måltid om dagen og 315kr for 2 måltider for voksne og 165kr for børn.
Plus pakken: Giver adgang til 19 restauranter, både buffet og bordservering på hoteller og i parken. Det er kun fast menu, samt en sodavand, men pakken giver adgang til Cafe Mickey. Prisen er 245kr for to måltider og 440kr for tre måltider om dagen for voksne og henholdsvis 110kr og 210kr for børn.
Premium pakken: Giver adgang til ALLE Disney restauranter. Det inkluderer buffet på hotel og i parken, 1 sodavand og bordservering med både fast menu og a la carte servering. Der er også adgang til Cafe Mickey og Auberge de Cendrillon samt Buffalo Bill’s Wild West Show. Prisen er 425kr for to måltider og 735kr for tre måltider om dagen for voksne og henholdsvis 215kr og 365kr for børn
Som det kan ses er forskellen mellem to og tre måltider ret stor og det er altså muligt at spise fx frokosten relativt billigt. Ved mange “snup en bid mad hurtigt” restauranterne kan man få en frokost for omkring 100kr. Det er måske ikke det mest inspirerende i verden, men mæt bliver man. Det giver også lidt mere frihed, da man, som du kan læse nedenfor, bliver nødt til at bestille bord i forvejen på mange restauranter.
Må man medbringe sin egen mad i Disneyland Paris?
Du kan også medbringe din egen mad, og især drikke. Officielt er det ikke tilladt at medbringe mad, men snacks, små sandwichs får ofte lov til at passere. Det kan også anbefales at medbringe egne drikkevarer – det kan man hurtigt spare både tid og penge på.
Bor man tæt på parken kan man også vælge at spise frokosten hjemme i lejligheden. Det kan især anbefales hvis du vælger at bo på et Disney hotel, da du i så fald kan udnytte “Extra Magic Hours” om morgenen, tage frokosten derhjemme og lade op til en eftermiddag og aften i parken.
Skal man bestille bord og hvilke restauranter kan anbefales?
Skal man bestille bord i forvejen? Det korte svar er JA! Der er mange mennesker i Disneyland og de vælger ofte at spise på præcis samme tidspunkt som dig. Det kan resultere i meget lange køer og det er absolut anbefalelsesværdigt.
Bordbestilling foregår over telefon på +33 01 6030 4050 (tast 2 for engelsk). Et måltid du måske ikke behøver at bestille bord til er morgenmaden, hvor folk har en tendens til at spise på deres hotel.
Der er mange restauranter i Disneyland og flere kan anbefales. Mine forslag:
- Cafe Mickey er et must, især hvis du har børn
- Inventions kan også anbefales, hvis du vil møde figurerne (ligger ved Disneyland Hotel)
- Walts, ligger i parken og serverer amerikansk mad, ca 225kr for forrest og hovedret
- Cowboy Cookout Barbeque, ligger i parken i Frontierland og serverer BBQ ben, kylling, burger mm. for ca. 80-100kr
- Blue Lagoon, ligger i parken i Adventureland. Restauranten flot ligger ved Pirates of the Caribbean forlystelsen, og der serveres eksotisk mad og fisk
Jeg håber du har fået et bedre overblik over alle de muligheder der er for at blive mæt i Disneyland Paris Parken. Du kan læse videre i min guide ved at følge de andre links i højre side, eller besøge den officielle Disneyland Paris hjemmeside her.