Den offentlige transport i Oslo er god, men dyrere end mange sydlige storbyer. Det er dog stadig en god måde at transportere sig rundt på, hvis du skal rejse længere afstande, eller hvis benene trænger til et hvil.
Nedenfor kan du læse om metroen, sporvogne og busser, samt hvordan man kommer fra lufthavnen Gardermoen til Oslo centrum – læs om billettyper, priser og se kort over metro og sporvognsruter.
Metro i Oslo
Oslos metro kaldes for T-banen. Denne består af 5 linjer, som i 2015 stod for 94 mio. enkeltrejser og er hermed den mest brugte form for kollektiv trafik i Oslo. Den kollektive transport udbydes i Norge af firmaet Ruter, som får selskaber til at stå for den offentlige transport. Metrosystemet drives af selskabet Sporveien, som består af to datterselskaber; Sporveien Trikken AS og Sporveien T-banen AS, som til sammen står for alt kollektiv trafik på skinner.
Metroens linjer er navngivet med tallene 1 til 5. Fælles for alle linjer er, at de alle stopper ved Majorstuen, Nationaltheateret, Stortinget, Jernbanetorget, Grønland og Tøyen. Alle stop med T-banen ligger i zone 1.
Kort over T-banen
I og med at T-banen ’kun’ består af 5 linjer, er det rimelig overskueligt at navigere i ruterne og kortet. Hver linje har en farve og et nummer. For at finde ud af, hvilken linje, som du skal tage, skal du finde stationen, du ønsker at tage metroen fra og så følge linjerne til den station, som du ønsker at ende ved. Hvis du skal skifte, kan det gøres ved alle de stationer, hvor begge linjer stopper.
Det hele er lettere at forstå med et eksempel. Befinder du dig for eksempel ved dit hotel, som ligger nærmest stationen Carl Berners plass i Sofieberg og skal du til Holmenkollen, skal du tage den grønne linje 5 fra Carls Berners plass mod Sognsvann og skifte på en af disse stationer: Tøyen, Grønland, Jernbanetorget, Stortinget, Nationaltheatret eller Majorstuen. Du skal skifte til den lyseblå linje nr. 1 mod Frognerseteren og stå af på stationen Holmenkollen.
Husk, der køres i begge retninger på linjerne, og du skal derfor altid tage det tog, som kører mod din endestation.
Sporvogn og andre transportmuligheder i Oslo
Oslo har udover T-banen et sporvognsnet i byens centrum. Dette blev opgraderet i 2005 og er nu blevet både hurtigere og har hyppigere afgange end før. Der findes 6 linjer med numrene 11, 12, 13, 17, 18 og 19 og hver sin farve (se kortet). Alle 6 linjer stopper på Stortorvet. Generelt gælder det, at sporvognene kører hvert 10. minut om dagen, mens de kører hvert 20. min. om aftenen og i weekender.
Tip: Sporvogn 12 kommer forbi rigtig mange seværdigheder, som f.eks. Vigelandsparken, Aker Brygge, rådhuset, Akerhus slot, og bevæger sig ud til Grünerløkka. Det er en hyggelig måde at tage på oplevelse ved at følge sporvogn 12, og stå af de interessante steder.
Der findes også busser i Oslo, som når både centrum og bydelene udenom, samt færger til de omkringliggende øer i fjorden.
Billetter og priser 2022
Billetterne kan bruges til både T-bane, sporvogn, bus og færge.
Der findes forskellige typer af billetter, og jeg har valgt at nævne de mest relevante for dig:
Enkeltbillet: Gælder for en tur med skift. Hvis du planlægger mellem 1-2 ture for dagen er denne det bedste alternativ. En voksenbillet i zone 1 (centrum) koster 39 NOK norske kroner (ca. 29 DKK) og køber du først billetten efter du er steget på, koster den 59 NOK (ca. 44 DKK).
24-timers billet: Gælder i 24 timer for et ubegrænset antal rejser. Hvis du planlægger mere end 2 ture på en dag, er denne det bedste alternativ. En billet til zone 1 koster 117 NOK (ca. 87 DKK).
7-dages billet: Gælder i 7 dage for et ubegrænset antal rejser. En billet til zone 1 koster 323 NOK (ca. 239 DKK)
Børn under 6 år rejser gratis og 6- til 17-årige kan rejse med børnebillet. Derudover findes der familierabat hver lørdag, søndag og på offentlige helligdage, hvilket betyder, at du som voksen kan tage op til fire børn under 16 år med dig gratis, når du køber en voksenbillet.
Udover ovenstående billettyper findes også Oslo Pass, som er henvendt specielt til turister. Olso Pass giver fri adgang til offentlig transport, samt adgang til over 30 museer og tilbud på restauranter og i butikker. Der findes tre forskellige billetter for voksne:
- 24-timers billet: 445 NOK (ca. 329 DKK)
- 48 timers billet: 655 NOK (ca. 485DKK)
- 72-timers billet: 820 NOK (ca. 607 DKK)
Der findes også børnebilletter for 6- til 17-årige:
- 24-timers billet: 235 NOK (ca. 174 DKK)
- 48 timers billet: 325 NOK (ca. 240 DKK)
- 72-timers billet: 410 NOK (ca. 303 DKK)
Tip: Download appen Ruterreise til din mobil, så kan du nemt finde rejsetider og informationer for både T-bane, sporvogn, bus og færge. Appen findes på engelsk, og der findes også en app, Ruterbillett, hvor du kan købe dine billetter på mobilen.
Hvordan kommer man fra lufthavnen Gardermoen til Oslo centrum
Oslo lufthavn, Gardermoen, ligger ca. 47km fra centrum.
Skal du transporteres til og fra lufthavnen mod centrum er den hurtigste mulighed at benytte Flytoget, der afgår direkte til/fra Gardermoen Lufthavn.
Flytoget går til både Oslo Sentralstasjon og Nationaltheatret i centrum, hvilket koster 210 NOK (ca. 155 DKK) for voksne – børn rejser gratis, og så er du transporteret direkte fra lufthavnen eller til den. Turen tager mellem 20 og 30 minutter. Flytoget er hurtigere end de regionale tog, men lidt dyrere.
Et langsommere alternativ er regionaltoget der også kører fra Sentralstasjonen. Prisen er kun 114 NOK for voksne og rejsetiden er nærmest den samme. Du kan se en oversigt over rejsetiderne her (Oslo lufthavn kaldes OSL, se L12): tidsplan for regionaltog.
Du kan også tage ” Flybussen”, som kører hver time. Turen tager 40-50 minutter og koster 199 NOK for voksne.
Endeligt kan du også tage en taxi og husk at spørge efter prisen inden du kører med. Taxi2 plejer at være billige, men der kommer ekstra omkostninger hvis det er sent, eller hvis I er flere end fire person (gælder for alle selskaber). Generelt vil jeg anbefale at tage toget, da det er let og billigt.
Har du læst?
- Hvor skal man bo i Oslo – min guide til, hvilke områder i Oslo der kan anbefales og hvilke man bør undgå, samt forslag til hoteller